Intern overvågning

Koncernforbundne netselskaber skal opstille et program for intern overvågning, som har til formål at forhindre diskriminerende adfærd.

Et sådant program skal beskrive de specifikke forpligtelser, som vores medarbejdere, rådgivere og øvrige personer er underlagt i den sammenhæng.

Programmets forpligtelser skal omfatte følgende områder:

  1. De tiltag der skal sikre, at adgangen til vores elnet sker på ikkediskriminerende vilkår, og at vedligeholdelse og udbygning af nettet samt øvrige opgaver, herunder nettilslutning og netafbrydelse, gennemføres på en ikkediskriminerende måde i forhold til nettets brugere

  2. De tiltag der skal sikre, at vi i vores kundekontakt ikke favoriserer bestemte selskaber.

  3. De tiltag der skal sikre, at kravene om habilitet, jf. § 45 i lov om elforsyning, overholdes.

  4. De tiltag der skal sikre, at vi overholder kravet om, at aftaler, som vi indgår med andre virksomheder, skal indgås på markedsmæssige vilkår samt foreligge skriftligt på aftaletidspunktet, jf. § 46 i lov om elforsyning.

  5. De tiltag der skal sikre, at vi overholder kravet om regnskabsmæssig adskillelse, jf. § 47, stk. 3, og § 76, stk. 1, nr. 4, i lov om elforsyning samt regler herom udstedt i medfør af lov om elforsyning.

  6. De tiltag der skal sikre, at vi overholder kravet om selskabsmæssig udskillelse af aktiviteter, jf. § 47, stk. 4, i lov om elforsyning.

  7. De tiltag der skal sikre, at kommunikation med en elleverandører om forhold, der vedrører et konkret aftagenummer, sker via datahubben i henhold til forskrifter udstedt af Energinet.dk, og at direkte kommunikation mellem os og elleverandøren om enkelte aftagenumre kun sker i særlige tilfælde fastlagt i Energinet.dk’s forskrifter, hvor elleverandøren har behov for en dialog vedrørende konkrete problemstillinger om målinger, fakturering, afbrydelser eller lignende, jf. § 72 c, stk. 1, i lov om elforsyning.

  8. De tiltag der skal sikre, at forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som vi modtager under udøvelsen af vores virksomhed, behandles fortroligt, jf. § 84, stk. 8, og § 84 a, stk. 1, i lov om elforsyning, og såfremt sådanne oplysninger videregives, at dette sker på en ikkediskriminerende måde. Programmet skal herunder beskrive, hvilke oplysninger, der skal behandles fortroligt, samt de procedurer, der gælder for virksomhedens modtagelse og behandling af disse oplysninger.

  9. De tiltag der skal forhindre, at oplysninger om vore egne aktiviteter, som kan være forretningsmæssigt fordelagtige, bliver videregivet på en diskriminerende måde, jf. § 84 a, stk. 1, i lov om elforsyning.

  10. Netselskabets program for intern overvågning skal beskrive de tiltag, der skal sikre, at vi i vores kommunikationsarbejde og vores identitetsstrategier ikke skaber uklarhed om netselskabets særskilte identitet, jf. § 20 b i lov om elforsyning, herunder sikre retlig og faktisk råderet over vores hjemmeside og oplysninger, som vi lader andre virksomheder anvende.