N1 køber Kjellerup Elnet A/S

Netselskabet N1 og Kjellerup Elforsyning har indgået en aftale om, at N1 køber Kjellerup Elnet A/S. Stigende myndighedskrav til effektiv netdrift og en større administrativ byrde gør det stadigt sværere for de mindre elselskaber at drive en sund elforsyning, og efter mange års samarbejde på en række områder bliver Kjellerup Elnet A/S nu en del af N1.

De to netselskaber har arbejdet tæt sammen gennem en længere årrække. Et samarbejde, der har afspejlet den udvikling, som branchen har været igennem hen over årene, og som blandt andet har omfattet udførelse af etablering, drift og vedligeholdelse af elforsyningsanlæggene samt fjernaflæsning af elmålerne og administrative ydelser i forbindelse med indførsel og drift af engrosmodellen.

Netkunderne i Kjellerup vil således være i trygge rammer i vante omgivelser, og det har været vigtigt i forhold til valg af fremtidig samarbejdspartner, forklarer bestyrelsesformand i Kjellerup Elforsyning, Knud A. Gadegaard:

- Hensynet til kunderne har været en væsentlig årsag til, at vi har sat vores netaktiviteter til salg. Det har været nærliggende at lede efter en samarbejdspartner, som kan varetage vores andelshaveres interesser bedst muligt, for med alle de restriktioner, som Energitilsynet til stadighed pålægger elselskaberne, er det vanskeligt at drive en rentabel elforsyning. N1 har den nødvendige volumen, og derfor er vi overbeviste om, at et samarbejde giver rigtig god mening. I særdeleshed for vores kunder, pointerer bestyrelsesformanden.

Når Kjellerup Elnet bliver en del af N1, tilbydes andelshaverne i Kjellerup også at blive andelshavere i Eniig a.m.b.a., som ejer Eniig-koncernen.

En optagelse i N1 er et stærkt afsæt og den bedste garanti for at Kjellerup Elforsynings netkunder også fremadrettet er sikret en høj leveringssikkerhed til attraktive priser. For eksempel har N1 i 2017 gennemført tarifnedsættelser på 135 mio. kr., hvilket er kommet alle selskabets kunder til gode.

- Købet af Kjellerup Elnet skal ses som en naturlig del af den fortsatte konsolidering i branchen og med Kjellerup Elnets geografiske placering midt i vores forsyningsområde giver det rigtig god mening at integrere Kjellerup i vores samlede aktiviteter i N1. Vi glæder os til at byde vores nye netkunder velkommen i N1, udtaler Jan Østergaard Jensen, som er direktør i N1. Og han tror ikke, at vi har set den sidste fusion i energibranchen.

- I de senere år har vi oplevet en lang række fusioner i forsyningssektoren og intet tyder på, at vi har oplevet den sidste. At omkring 390.000 netkunder i vores forsyningsområde i dag har strøm i kontakten i 99,99% af tiden og adgang til et effektivt drevet elnet skyldes, at energiselskaber gennem årtier har valgt at fusionere for at udnytte fælles synergier. Det kommer vores nye netkunder i Kjellerup også til at nyde godt af, slutter Jan Østergaard Jensen.

I forbindelse med at N1 overtager Kjellerup Elnet oprettes en lokal forening med en kapital svarende til provenuet fra salget af Kjellerup Elnet. Foreningen skal støtte sportslige, kulturelle, sociale og andre almennyttige formål og aktiviteter i Kjellerup Elnets forsyningsområde.

Aftalen træder i kraft, efter Energistyrelsens godkendelse af overdragelsen af netbevillingen fra Kjellerup Elnet til N1.