Gravearbejde nær kabler
Skal du grave nær kabler? Få styr på de generelle betingelser i forbindelse med gravearbejdet og bliv godt forberedt med vores guides, så du og dine medarbejdere kan arbejde sikkert og overholde respektafstandene, når I graver nær vores kabler.

Generelle betingelser i forbindelse med gravearbejde
Du skal sikre, at dit arbejde ikke beskadiger kablerne. Kabler er farlige, hvis de ikke håndteres korrekt, og derfor skal du:
- Kende kablets type og placering inden arbejdet starter (brug LER og prøvehuller)
- Omgå kablerne med forsigtighed. Voldsomme ryk kan være farligt og kan ødelægge kablet
- Undlade at rette kablerne ud ved ophængning
- Beskytte kablerne mekanisk, hvis der er risiko for beskadigelse
- Reetablere korrekt, når du er færdig
Det er entreprenøren, der afholder alle omkostninger til sikring af arbejde nær elkabler i forbindelse med gravearbejde.
Ansvarsområder og håndtering af kabler i jorden
Det er dit ansvar, at kablerne ikke beskadiges, mens der arbejdes. Er der risiko for beskadigelse af kablerne på grund af arbejdet, skal kablet beskyttes mekanisk, f.eks. med klikrør eller douglasplader.
Styret underboring/raketskud
Der skal som udgangspunkt skydes væk fra kablet. Er dette ikke muligt, skal kablet afskærmes, så det ikke kan beskadiges. Er det ikke muligt at blotlægge kablet, skal du kontakte N1.
Flytning af kabler
Er det nødvendigt at flytte kablerne kortvarigt, skal følgende overholdes:
- Jernarmerede kabler (uanset spændingsniveau) må ikke flyttes uden aftale med N1.
- Plastarmerede kabler kan flyttes med den nødvendige forsigtighed. Er du usikker, så kontakt N1.
Kabler må ikke flyttes permanent uden aftale med N1.
Ophængning af kabler
Ved frigravning skal kablet ophænges. Kablet skal stroppes op, så det ikke kommer til at ”hænge”. Under ophængning må kablerne ikke rettes ud.
Sådan gør du:
- Grav forsigtigt ned til kablet og sæt stropper på. Stropper skal have kontaktflade på min. 5 cm til kablet.
- Ved PEX (plastisoleret kabler): Stropper for hver 1-2 meter.
- Ved APB (med jernarmering/blykappe): Stropper for hver 1 meter.
Når kablet er stroppet op, kan jorden under kablet fjernes. Er kablet ubeskadiget, kan du hænge kablerne op uden risiko. Ved ophængning af muffer skal muffen understøttes med 2 stropper, så den er stabilt lejret. Derudover skal kablerne stroppes op 30- 40 cm på hver side af muffen.
Reetablering af kabler
Afstande til N1 anlæg/kabler/rør SKAL overholde DS 475.
Er det ikke muligt, skal N1 kontaktes på tlf. +45 7023 0043.
Grav prøvehul
Hvis du skal arbejde inden for respektafstanden på 1 meter, f.eks. spunse, raketskud, underboring, sugespids, pæleramning, mm., skal du fastlægge kablets placering ved at grave prøvehuller.
Sådan gør du:
- Grav forsigtigt ned til dækbåndet og ned ved siden af kablet, hvorved dybden findes.
- Vi anbefaler, at du forsigtigt graver ned til dækplast, og herefter med håndskovl med træskaft, for at være sikker på. at kablet ikke beskadiges.
Det er dit ansvar at forhindre underminering og udskridning af eksisterende ledninger og konstruktioner mv.
Hvilke kabler kan du støde på, når du graver?
Elkabler kan have flere størrelser og farver. N1 har 0,4 kV, 10-20 kV og 60 kV kabler. De kan være grå, røde og sorte. Der er plastkabler og metalarmerede kabler, og de kan ligge i kanaler eller rør, der normalt er røde. Normalt vil der være et dækbånd eller fliser 1-30 cm over kablet.
På grund af terrænændringer og særlige forhold kan kablerne ligge i forskellige dybder.
Ved kabler kan der være vedlagt en uisoleret beskyttelsesleder, der er en vigtig del af kabelanlægget. Denne må ikke beskadiges. Det samme gælder isolerede signalkabler.
